Begrebskort

Et begrebskort kan være en meget omfattende og tidskrævende læseforståelsesstrategi at benytte. Til gengæld er det et rigtig godt redskab til at skabe sig overblik over komplekse tekster med mange informationer på lidt plads.

I mange undervisningsmaterialer er teksttyperne blandet ind i hinanden, og det stiller store krav til læseren. I beskrivende tekster kan området, der beskrives, nogle gange være for omfattende til, at et kompositionsdiagram kan benyttes. Her er begrebskortet perfekt, fordi det i princippet kan udvides i det uendelige.

I eksemplet herunder (klik på miniaturen) har vi taget udgangspunkt i det periodiske system, som beskrevet i Ny Prisma 7, kapitel 2. Kapitlet rummer en masse informationer om mange nye ord og begreber og deres indbyrdes relationer. Ved at lave et begrebskort over dette kapitel, sikres det, at eleverne har forstået alle sammenhængene, men det bliver også tydeligt, hvad det er, der ikke fortælles om i kapitlet.

Læreren kan eventuelt hjælpe eleverne ved at lave begrebskortet sammen med dem på tavlen.