Tekstproblemløsning

Skemaet til tekstproblemløsning finder som oftest bedst anvendelse i fagtekster fra for eksempel sprogfag, kristendomskundskab, historie og samfundsfag – hovedsagen er, at teksttypen enten er diskuterende eller berettende.

Brugt i forbindelse med diskuterende tekster vil det ofte være en god idé at sætte en ekstra række på, således at sagen kan belyses fra mere end én side.

Brugt i forbindelse med berettende tekster, der jo ikke i sig selv er problematiserende, vil skemaet bevirke, at skjulte problematikker kommer frem.

I eksemplet herunder har vi taget udgangspunkt i en leder i Politiken, skrevet af Thøger Seidenfaden. Du kan se lederen herunder.


Muhammed-balance
Vi trykker – og kritiserer – igen og igen. Chefredaktøren forklarer hvorfor.

 
Tegneren Kurt Vestergaard betaler en høj og helt uacceptabel pris for at have deltaget i Jyllands-Postens karikatur stunt for to et halvt år siden.

Når journalisternes fagblad beder Kurt Vestergaard om at fortælle om sin egen situation med en tegning, har det derfor offentlig interesse.

Som det ses har Kurt Westergaard valgt at lade sin oprindelige karikatur – profeten med bomben i turbanen – indgå.

Når Politiken i dag bringer tegningen, er forklaringen den samme, som for tre uger siden, da PET meddelte, at de havde forpurret attentatplaner mod Kurt Westergaard. Også dengang fandt vi det relevant at genoptrykke tegningen, på trods af at den igen er ved at nære en international krise, der skader Danmark.

Lad mig minde om, hvordan Politiken har håndteret disse kontroversielle karikaturer. Siden Jyllands-Posten bragte de 12 tegninger den 30. September 2005, har Politiken genoptrykt én eller flere af dem 15 gange. 9 gange var Kurt Westergaards tegning én af dem. To gange har vi bragt dem alle.

Der er altså intet nyt i, at vi bringer karikaturerne. Man kan spørge, hvorfor vi dog bliver ved med at trykke dem, når alle har set dem, og når vi synes, at det oprindelige initiativ var negativt og problematisk.

Svaret er, at Jyllands-Postens oprindelige initiativ var en erklæret provokation (hån, spot og latterliggørelse) uden anden anledning end avisens konstruerede paranoia på islam-kritikkens vegne. Det var en symbolsk handling, og det er desværre også som sådan, den bliver ved med at gøre ravage ude i verden… (Politiken februar 2008)